Fundamentet for din succes: Sæt mål for dine sociale medier

Én af de bedste metoder til Inbound Marketing er aktivitet på de sociale medier. På sociale medier har du mulighed for at nå din målgruppe direkte én til én. Men hvordan sætter du mål for dine sociale medier, så du sikrer dig, at dine aktiviteter støtter op om dine forretningsmål?

Key Performance Indicators (KPI’er)

KPI’er er målbare indikatorer til at måle, hvor langt man er i forhold til at nå sine mål. En sælger har f.eks. et budget som sit endelige mål. Andre KPI’er kunne være kundetilfredshed, kundefastholdelse, antal bookede møder osv. Man kunne måske kalde KPI’er for en slags delmål, der sikrer opnåelse af det endelige mål.

KPI’er og sociale medier

Når vi taler om KPI’er og sociale medier, så er det klart, at virksomhedsledelsens endelig mål meget ofte er at tjene penge. Men hvordan finder du ud af, hvilke mål du skal opsætte for virksomhedens sociale medier, for at understøtte virksomhedens strategi?

Forfængelige mål

Hvad er forfængelige mål? Forfængelige mål er, når du opsætter mål, der på papiret ser godt ud, men i virkeligheden ikke hjælper dig til at nå virksomhedens mål. F.eks. kunne antal følgere være et forfængeligt mål, hvis målet er salg. Er målet øget salg, så skal vi jo sætte mål for salg, og ikke for hvor mange følgere vi har. Omvendt, hvis målet er øget kendskab og branding, så er antallet af følgere pludselig ikke et forfængeligt mål længere, men et reelt mål, der støtter op om virksomhedens mål.

Når du skal opsætte mål for dine sociale medier, handler det altså om at se på, hvilke forretningsmål du skal understøtte og afledt heraf, opsætte din mål for sociale medier

Forretningsmål

Det første du skal se på, når du vil opsætte mål for dine sociale medier, er de forretningsmål, du skal understøtte. Et forretningsmål kunne f.eks. være øget synlighed og styrket branding. Her vil antallet af følgere naturligvis være et mål for dine sociale medier. Hvis kunderservice og kundefastholdelse er et forretningsmål, så kunne mål som svartider og anmeldelser være relevante mål. Hvis ROI (Return Of Investment) er et forretningsmål, så vil mål på omsætning, og konvertering af leads være oplagte mål.

Vær kritisk

Nu sidder du med en række forretningsmål i hånden og det er bestemt ikke sikkert, at du kan understøtte dem alle ved hjælp af sociale medier. Hvis du f.eks. ikke kan sælge via sociale medier, fordi salgsprocessen kræver “indblanding” af en salgsafdeling, så vil det ikke give mening at opsætte et mål om omsætning. Her vil det i stedet give mere mening om, at opsætte et mål om konvertering af leads.

 

Eksempler på mål for sociale medier

Groft sagt kan man sige, at du kan forfølge fire mål ved hjælp af sociale medier. Nedenfor har jeg beskrevet de fire mål, og hvilke KPI’er der modsvarer det på sociale medier.

Rækkevidde

  • Antal følgere
  • Indtryk (impressions)
  • Mentions
  • Delinger

Engagement

  • Likes
  • Kommentarer
  • Delinger
  • Anmeldelser
  • Inbound klik til hjemmesiden

ROI

  • Omsætning
  • Konvertering af leads
  • Pris for support pr. kunde
  • Customer Life time value

Loyalitet og fastholdelse

  • Anmeldelser
  • Løsning af problemer
  • Svartider
  • Kundetilfredshed

Revurder dine mål

Det er vigtigt, at du med 3-6 måneders mellemrum revurderer dine mål. Du har måske et mål om øget rækkevidde og branding, hvor dine KPI’er er antal følgere, delinger m.m. Senere skifter det over til fokus på engagement, hvor antallet af likes, kommentarer og anmeldelser kommer i fokus. Husk på, at det vigtigste er, at dine mål for sociale medier altid understøtter dine overordnede forretningsmæssige mål.

© 2019 | All rights reserved Next Step Marketing