Når man spørger folk, om de nogensinde klikker på de annoncer, de får vist efter at have besøgt en hjemmeside eller en webshop, så siger de fleste sjovt nok “nej, dem klikker jeg aldrig på”. Men det gør mange af dem altså alligevel. Det hedder remarketing – og det virker!

Stanford University dokumenterede for nylig i en stor undersøgelse, at der var 15% større sandsynlighed for, at de der fik vist remarketing annoncer ville vende tilbage til annoncørens hjemmeside. Det er nok derfor, at undersøgelsen også kunne pege på, at mange annoncører vælger at bruge mere end halvdelen af deres annoncebudget på remarketing.

Download indlægget

Hvordan virker Remarketing?

Remarketing er de annoncer, du møder efter at have besøgt en hjemmeside. Det virker ved, at hjemmesiden sætter en cookie i din browser, og den kan man så bruge til at lave målrettede annoncer med. Man kan fx vælge at vise annoncer til:

  • Alle, der har besøgt hjemmesiden.
  • Kunder der har besøgt en bestemt side.
  • Kunder der ikke har besøgt en bestemt side.
  • Besøgende der har påbegyndt “købsrejsen” på hjemmesiden, men ikke fuldført den.

Der er altså tale om en annonceringsform, der kan ramme kunden præcis dér, hvor du ønsker det.

Remarketing på konkurrenternes hjemmeside

Det kan man da ikke. Eller kan man? Umiddelbart kan du ikke lave direkte remarketing på dine konkurrenters hjemmeside, for det kræver jo at du har en cookie på siden. Men det er der råd for. Det er nemlig muligt at opsætte kampagner til at blive vist ud fra interesse, og da Google jo ved hvilke sider man har besøgt og har interesseret sig for, så kan man målrette sine annoncer ud fra denne viden. Det har du sikkert oplevet, når du har søgt på et bestemt produkt eller service og besøgt nogle relevante hjemmesider. Efterfølgende ser du både annoncer fra de hjemmesider du besøgte og fra konkurrerende hjemmesider.

Annoncer tidligt og ofte

I undersøgelsen fra Stanford, ønskede man at kortlægge den mest effektive remarketing strategi. Man opsatte forskellige remarketing kampagner, og eksperimenterede bl.a. med hvor mange annoncer, man viste til de besøgende per dag, og i hvor lang tid man skulle fortsætte med at vise annoncer. Stanford nåede frem til, at der var 15% større sandsynlighed for, at dem der fik vist remarketing annoncer ville vende tilbage til den pågældende hjemmeside.

Og de nåede også frem til, at effekten af remarketing var størst i den første uge, for herefter at aftage i de følgende uger. Ja, faktisk opnåede man en tredjedel af den samlede effekt for den første uge i løbet af den første dag med annoncevisninger, og halvdelen af den samlede effekt på de to første dage. Konklusionen blev, at hvis man ikke gennemførte remarketing i den første uge, så ville remarketing senere have meget lille effekt.

Ingen regler uden undtagelser

Der er naturligvis ingen regler uden undtagelse, og man bliver selvfølgelig nødt til at tilpasse sin annoncering til den købsrejse og beslutningsprocess de besøgende skal foretage, inden de kan tage en beslutning. I nogle brancher kan beslutningsprocessen være lang, og her er det naturligvis vigtigt, at remarketing strategien afspejler købs- og beslutningsprocessen.

Her kan du læse artiklen fra Stanford Business.

Download indlægget

© 2019 | All rights reserved Next Step Marketing