Brug dine kræfter på at holde dine følgere glade. Ikke på at skaffe nye.

Når store popstjerner bruger kræfter på de sociale medier, er det ikke for sjov skyld, men for pengenes skyld. Antallet af afspilninger (salg) kan nemlig aflæses direkte på antallet af aktiviteter. ”Men jeg kan jo hverken synge eller spille”, siger du måske, ”så hvad kan jeg lære af det”? En hel masse faktisk.

Columbia Business School i New York satte sig for at undersøge, hvorfor popstjerner er aktive på de sociale medier, og hvad de får ud af det. Det viste sig, at det faktisk var ikke så lidt.

Og for dig, mig og alle andre almindelige dødelige, er der også masser af guf i undersøgelsen. Lige til at pille ud og lægge ind i vores små almindelige marketingplaner. Men lad os starte med stjernerne.

Tag ikke fejl af 173.000 likes

Tag nu Taylor Swift for eksempel. Hun kommer til Roskilde i 2020 og det bliver helt sikkert stort. Stort er det også, når sangerinden ytrer sig på de sociale medier. Forleden kunne hendes 71,5 mio. følgere på Facebook opleve, at hun postede beskeden: ”It’s blue, the feeling I got”, naturligvis iklædt en blå… et eller andet. Det synes 103.000 var værd at like, mens 4.800 kommenterede det og 2.500 delte det.

En anden megastjerne, Justin Bieber, kan mønstre 76,5 mio. følgere på Facebook. Da han forleden skrev ”My style is impeccable” fik det 173.000 likes, 14.000 kommentarer og 8.200 delinger. Ret vildt, ikk´?

Du skal ikke lade dig blænde af tallene, for de er kun vigtige for undersøgelsen, ikke for os og hvad vi skal bruge undersøgelsens resultater til.

Nye opslag er vigtigere end nye følgere

Og her kommer så det, som du kan overføre direkte til din egen forretning.

Det som undersøgelsen “Building a Social Network for Success” afdækker er nemlig, at antallet af dine opslag på de sociale medier, betyder mere for antallet af afspilninger (salget) end antallet af følgere.

Så hvis du skal vælge mellem at lave et opslag eller få en ny følger, så skal du vælge at lave et opslag. Og her er hvorfor.

Du skal pleje dine følgere

Helt grundlæggende handler det om, at det tager lang tid at få gamle venner – og at gamle venner er trofaste. Derfor kan det simpelthen bedre betale sig at pleje de eksisterende følgere end at bruge kræfterne på at skaffe nye og flere. Og du plejer dine følgere ved kontinuerligt at holde kontakten ved lige – ved at pleje netværket og styrke relationen.

Tallene lyver ikke

Tallene taler deres tydelige sprog – det virker. Jeg skal skåne dig for at gennemgå alle tallene (der er link til undersøgelsen nederst i artiklen), men blot fremhæve undersøgelsens væsentligste resultat: Hver gang kunstneren lavede et opslag, gav det flere afspilninger på både kort og langt sigt, end når der kom en ny følger. Eksisterende følgere – gamle venner – liker, deler og lytter simpelthen mere end nye følgere. Kort og godt.

Bruger du dine kræfter rigtigt?

Hvis undersøgelsen resultater er nyt for dig, så er det måske en anledning til at kigge på, hvordan du bruger dine marketingkroner på nettet i dag. Bruger du dem alene til at øge din følgerskare på Linkedin, Facebook mm? Eller bruger du dem til at styrke dine relationer og pleje dine venner og trofaste følgere? Under alle omstændigheder, har du nu et valg at træffe.

Hvis du vil læse artiklen fra Columbia Business School

 

© 2019 | All rights reserved Next Step Marketing