Hvis du arbejder bevidst og målrettet med, hvad du lægger på din hjemmeside af historier, kundecases, gode råd m.m. for at gøre markedet interesseret i dine produkter, så kalder vi det Content Marketing. Hvis du ovenikøbet arbejder strategisk og langsigtet med det, ja så kalder vi det en strategi. Tilsammen altså en Content Marketing Strategi. Her er et par gode råd, baseret på mange års erfaringer, til hvordan du kan komme i gang med Content Marketing Strategi.

Inden vi kaster os over de tre trin til en langsigtet Content plan, så lad os starte med at se på hvad Content Marketing er, og hvordan det hænger sammen med Inbound Marketing.

Download indlæg

Hvad er Content Marketing?

Content marketing foregår med udgangspunkt i din hjemmeside. Det er et arbejde, der fokuserer på at skabe og distribuere relevant og værdifuldt indhold, for at tiltrække og fastholde en defineret målgruppe. Alt sammen selvfølgelig med det formål at konvertere besøgende til leads og leads til kunder.

Sagt på dansk, så handler content marketing altså om, hvad der giver værdi for din målgruppe og hvordan du kan ”uddanne” din målgruppe, for derigennem at opbygge en tillidsfuld relation til din målgruppe, og derigennem få flere kunder.

Hvordan hænger Content marketing og Inbound marketing sammen?

Med Inbound marketing, er det målet at tiltrække besøgende, konvertere dem til leads, og få dem som kunder. Kunderne skal desuden gøres til promotors for dig, og dermed hjælpe til at skaffe flere besøgende…

Content marketing er en væsentlig brik i Inbound marketing. Ikke den eneste brik, men en væsentlig en… F.eks. kan Search Engine Marketing (SEM) også være en del af din inbound strategi.
Gennem Content marketing kan du ”uddanne” og kommunikere med din målgruppe, uden at du behøver at sælge til dem.

Fælles for Inbound marketing og Content marketing er, at du har fokus på at:

  • Bygge et tillidsfuldt forhold til din målgruppe.
  • Skabe indhold der er værdifuldt for din målgruppe, og samtidig både underholder og uddanner.

Hvorfor er en langsigtet plan for indhold vigtig?

Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så er det ligegyldigt, hvilken vej du tager. Men du ved jo godt, hvor du skal hen, så hvorfor ikke planlægge ruten?
Planlægning sikrer dig et overblik over dit indhold og giver dig den højeste sandsynlighed for at nå dine mål.

Tænk på det som at sætte sig ud i en bil. Hvis du kører afsted uden at have planlagt en rute, så kan det være du kommer et spændende sted hen, men hvis du vil til en bestemt destination på et givent tidspunkt, så er det nok bedst at planlægge en rute. Der kan naturligvis dukke uforudsete forhindringer op undervejs, men med en plan kan du hurtigt styre udenom problemerne og tilbage på sporet.

Købsrejsen og marketingtragten

God Content marketing støtter op om kundens købsrejse og marketingtragten. Når man sætter de to modeller overfor hinanden, kan man se, hvordan de forskellige stadier i købsrejsen spejler sig i marketingtragten. Hvis du vil have succes med content marketing, er det vigtigt, at du har indhold til alle stadier i købsrejsen og alle trin i marketingtragten.

Købsrejsen og marketingtragten

Købsrejsen og marketingtragten

Tre trin til en langsigtet Contentplan

Og så er vi nået til de tre trin.
For at lave en langsigtet contentplan, er der tre trin du bør gå igennem:

  • Du skal sætte mål
  • Du skal afdække muligheder og aktiviteter
  • Du skal definere købsrejsen for din målgruppe

Trin 1: Sæt mål

Når du sætter mål, får du en langsigtet vision, og en kortsigtet motivation, for dine aktiviteter.
Dine mål skal være baseret på dine nuværende data, og naturligvis skal de både være realistiske og opnåelige. Her kan du med fordel bruge SMART modellen:
Specifikke
Målbare
Attraktive
Relevante
Tidsbestemt

Et eksempel på et mål kunne være, at du i løbet af næste kvartal vil have 15 nye kunder. På baggrund af dine data ved du, at det kræver 50 leads, hvilket igen kræver en øget trafik på 1.000 sessioner. Ud fra dine erfaringer og data ved du, at det er realistisk.

Trin 2: Afdæk muligheder og aktiviteter

Én af de helt store udfordringer med Content marketing er, at der som navnet indikerer, skal skabes en masse indhold. At lave godt indhold tager tid, hvilket jo ikke altid er det der er mest af, når folk i organisationen har travlt med alt muligt andet.

Derfor giver det rigtig god mening at undersøge, hvad du allerede har i forvejen, eller hvad du har mulighed for at skabe med få kræfter.

Eksisterende indhold

Der ligger helt sikkert allerede en masse godt indhold og venter på dig. Du har måske nogle kollegaer, der har skrevet materiale til en kampagne, eller salgsafdelingen har lavet nogle mails, de sender til jeres kunder. Kig også jeres hjemmeside og CRM-system grundigt igennem.

Når du har indsamlet alt tilgængeligt indhold, kan du med fordel organisere det ud fra:

  • Overskrift
  • Stadie i købsrejsen
  • Stadie i marketingtragten
  • Format eller type
  • Hvilken målgruppe indholdet passer til.

Ved at indsætte resultaterne i et skema får du hurtigt et overblik over, hvilket indhold du allerede har, og hvilket indhold du skal have produceret.

Skema til eksisterende indhol

Download skemaet

Indhold baseret på aktiviteter

En anden væsentlig kilde til indhold er de aktiviteter, organisationen allerede har i kalenderen. Start med at lave en oversigt over f.eks. workshops, webinarer, messer, interne møder, osv., og afdæk behovet for indhold til de aktiviteter.

Når du har afdækket alle planlagte aktiviteter, vil du hurtigt kunne se, hvornår det ser lidt tyndt ud i kalenderen, og afhængigt af de ressourcer du har til rådighed, kan du nemmere afgøre om du mangler nogle aktiviteter. Her kan du f.eks. bruge dette skema.

Skema til indhold baseret på aktiviteter

Download skemaet her

Trin 3: Definér købsrejsen for din målgruppe

Din Contentmarketing skal bakke op om din Inbound strategi. Derfor er det vigtigt, at dit indhold “trækker” din målgruppe gennem alle stadierne i købsrejsen. For at kunne det, er det afgørende, at du er helt skarp på din målgruppe og målgruppens købsrejse.

Bevidsthed

I dette stadie af købsrejsen, er målgruppen muligvis bevidst om et problem, men man er ikke i nærheden af at tænke i konkrete løsninger endnu. Indholdet til dette stadie skal derfor primært have fokus på at give modtageren klarhed over hvilke problemer og udfordringer de har. Indholdstyper der egner sig godt til denne fase, kunne være:

  • E-bøger
  • Analyser
  • Rapporter
  • Infographics

Overvejelse

Din målgruppe er nu helt bevidst om, hvilke problemer de har, og de begynder nu at søge efter en løsning. I denne fase er din målgruppe åbne overfor at uddanne sig og blive klogere på hvordan de kan løse problemet. Velegnede indholdstyper kunne derfor være:

  • E-bøger
  • Guides
  • Videoer
  • Tjeklister
  • Webinars
  • Podcasts

Beslutning

Vores målgruppe er nu helt klar over, hvad problemet er, og hvordan det skal løses, så tilbage står nu at tage en beslutning. Det er nu, du skal overbevise målgruppen om, at du er det rigtige valg. Desto mere og bedre du har givet nyttigt indhold i bevidstheds- og overvejelsesfasen, jo større tillid vil du allerede have opnået hos din målgruppe, og desto lettere vil det være for målgruppen at vælge dig.
I beslutningsfasen kommer referencer, priser, produktegenskaber osv. ind i billedet. Eksempler på indholdstyper kunne være:

  • Cases
  • Produktsammenligninger
  • Gratis demoer

Den endelige contentplan

Når du har været alle tre trin igennem, er det tid til at organisere det hele i én samlet content plan. Måned for måned sammenholder du dine mål, temaer, kampagner, blogindlæg, sociale medier osv. med hinanden. Du kan f.eks. anvende et skema som dette.

Contentplan

Download skemaet her

God arbejdslyst

Det du lige har læst, er mere end ”bare” et blogindlæg. Det er faktisk et stykke content, jeg har lavet som led i vores egen Content Marketing Strategi og blogindlægget er oprindeligt skrevet til Marketcommunity.com der har en målgruppe som alle er interesseret i marketing.

Idet vi er et lille marketinghus der lever af at hjælpe virksomheder med blandt andet content strategier, har jeg nu fået fortalt målgruppen – dig og læserne af Marketcommunity – at jeg forstår din udfordring og jeg har også givet dig et bud på en løsning.
Jeg har gjort det uden at forsøge at sælge dig noget, men alene ved at give dig en række gode råd. Måske går du selv i gang med arbejdet og måske beder du nogen om at hjælpe dig.

Under alle omstændigheder vil jeg ønske dig god arbejdslyst – uanset hvilken vej du vælger.

Download artiklen og skemaer


© 2019 | All rights reserved Next Step Marketing